Har du shoppet hos NiceHair.dk før, har du allerede en profil. Klik "Har du glemt dit kodeord". Har du ikke handlet hos NiceHair.dk før, skal du følge linket nedenfor for at tilmelde dig.
Vi har lige sendt en bekræftelsesmail til dig. For at færdiggøre din tilmelding, skal du bekræfte din email adresse via denne email. Bemærk: det kan tage op til 5 min, før du modtager mailen.
Har du ikke modtaget en email endnu?
Har du pludselig fået små brune pletter på huden? Det kan være et tegn på, at du ikke har været helt god nok til at beskytte din hud mod solen. Lær mere om, hvad pigmentpletter betyder for din hud, og hvordan du kan behandle dem.
Hyperpigmentering er den overordnede term for mange af de forskellige typer brune pletter, der kan opstå på huden - for eksempel pigmentpletter, fregner og modermærker. Når man taler om pigmentpletter er det oftest solar lentigo pletter, man mener. På dansk kalder vi det gammelmandspletter eller leverpletter, men det har ikke noget med din levers sundhed at gøre. I stedet skyldes de mørke pletter primært solbadning, aldring og genetik. Nogle personer er nemlig rent genetisk mere tilbøjelige til at få disse pletter på huden, men oftest skyldes de mørke mærker solskade.
De brune pletter opstår nemlig, når huden laver en overproduktion af melanin - hudens lysbeskyttende pigmenter.
Når din hud bliver eksponeret for sollys absorberer melaninet i dine hudceller de farlige UV-stråler for at beskytte cellerne. Det er dét, der gør huden solbrændt. Nogle gange danner huden dog for meget pigment/melanin i visse områder, så farven klumper, og du får mørke pigmentpletter. Disse går ikke væk på samme måde som en sommerkulør, og du kan ende med mørke pletter rundt omkring på kroppen.
Har du derimod oplevet, at der er steder, hvor du får hvide pletter, når resten af kroppen bliver solbrændt? Det er også en ganske normal type pigmentforandring. Hvide pigmentpletter på huden skyldes modsat mørke pletter en mindsket produktion af melanin i cellerne. Her vil området derfor ikke tage imod farve fra solen på samme måde som resten af huden.
Den største synder for pigment forandringer er gentagen solskade, der med alderen gør, at pletterne opstår. Solen accelererer nemlig hudens ældning, der er den primære årsag til solar lentigo.
Derfor er det tit på ældre mennesker, at man ser pigmentpletter, da de udvikles gradvist over mange års solskade.
Derfor får mange pigmentpletter på områder, der er særligt meget eksponeret for solen, såsom på kinderne, panden, brystet, hænderne, skuldrene og issen.
Selvom pigmentforandringer oftest ses på personer, der er lidt oppe i alderen, kan de sagtens forekomme på yngre mennesker og komme forholdsvist hurtigt - blandt andet som følge af slemme solskader og hormonelle forandringer.
Pigmentforandringer kan også skyldes hormonel ubalance, hvorfor de også oftest ses på kvinder i forbindelse med p-piller, graviditet, stress og overgangsalder. Denne type pigmentforandring kaldes melasma og er ikke forårsaget af solskade men kan dog stadig forværres af det.
Hos nogle gravide taler man om en "graviditetsmaske" af pletter, der opstår i ansigtet. Hos mange forsvinder pletterne gradvist efter graviditeten.
Pigmentpletter på huden er oftest et kosmetisk problem snarere end et medicinsk problem. Dog kan de i sjældne tilfælde være farlige - præcist ligesom modermærker. Mærkerne er som sagt et tegn på, at huden har været eksponeret for solen, og derfor er der chance for, at cellerne har taget skade af UV-stråling. Pletterne kan altså potentielt skyldes alvorlige hudsygdomme såsom melanom, som er en form for hudkræft eller modermærkekræft.
Ligesom med modermærker er det derfor vigtigt, at du for en sikkerheds skyld får en læge til at undersøge brune pletter, der skifter farve eller størrelse, for at være på forkant med eventuelle celleforandringer.
Da langt de fleste pigmentpletter skyldes solskade, er den mest effektive metode at forebygge pigmentpletter solbeskyttelse. Dette indbefatter at undgå solbadning og at bruge en god solcreme, der indeholder et højt UV-filter. Dette gælder hele året rundt, da der også i vinterhalvåret er masser af farlige UV-stråler, der kan give skade på huden og lede til pigmentforandringer.
Det er også vigtigt at undgå eksponering for meget sol i timerne mellem 11 og 15, da solens stråler er stærkest på dette tidspunkt. Det er desuden vigtigt at tildække din hud med hat, lange ærmer eller lange bukser, når du er udenfor i meget skarp sol, så meget som muligt, for at forhindre solskader - for det er ikke kun i ansigtet, at pigmentforandringer kan opstå.
Det kan også være en god ide at begynde med en god hudplejerutine baseret på UV-beskyttelse, fugt og peeling for at forebygge potentielle pletter i fremtiden. Længere nede kan du finde et par tips til den bedste behandling til at forebygge og stoppe pigmentering i ansigtet.
Når først skaden er sket, og du har fået pigmentpletter, er det ikke sikket, at du kan slippe helt af med dem igen. Men der findes forskellige typer behandling og plejerutiner, der kan hjælpe med at give dig en mere ensartet hudtone.
Du kan hos din hudlæge eller en klinik få medicinsk behandling samt blandt andet laser behandling til at hjælpe med svære tilfælde af pigmentering. IPL (intense pulsed light) behandling "ødelægger" de klumper af pigment, der skaber pletten, og dermed får du en mere jævn hudtone uden misfarvning i det behandlede område. I andre tilfælde er kemisk peeling ligeså effektiv og kan give et rigtigt flot resultat.
Uanset om du vil forebygge eller behandle eksisterende leverpletter, er god hudpleje essentiel for et godt resultat.
Der er en række forskellige produkter og ingredienser, der kan hjælpe dig i behandlingen af misfarvninger og pigment i huden.
Som nævnt, er sollys den helt store årsag til langt størstedelen af hyperpigmentering. Derfor bør solbeskyttelse være en fast del af din hudplejerutine, hvis du vil forebygge eller stoppe forekomsten af pigmentpletter. Brug derfor dagligt - hele året rundt - en solcreme eller en dagcreme med SPF for at sikre, at du beskytter huden mod de farlige stråler, der ikke blot kan give pletter men også kan lede til hudkræft. Når du er ude i skarp sol over flere timer, skal du huske at genpåføre solcreme flere gange i løbet af dagen for at være godt beskyttet.
Antioxidanter er fremragende til at bekæmpe såkaldte frie radikaler - ustabile molekyler, der kan have en skadelig effekt på kroppens celler. Disse kan for eksempel komme fra forurening, stress og fra solen. Derfor er det godt at anvende produkter med et højt indhold af antioxidanter, hvis du vil bekæmpe pigmentforandringer, da disse netop kan opstå som følge af stress og sollys.
C-vitamin er en meget kraftig antioxidant, der hjælper på hudens cellefornyelse og reducerer pigmentforandringer. Samtidig stimulerer C-vitamin collagendannelsen i huden, hvilket kan være med til at udsætte aldringstegn som rynker. Win/win! Du kan både tage kosttilskud samt vælge hudpleje med med C-vitamin for at sikre, at du får nok af denne vidunder antioxidant til din hud.
Niacinamid - også kaldt Vitamin-B3 - er lidt af en vidunderingrediens, der er meget nyttig for nærmest alle hudtyper.
Niacinamid hjælper med at pleje og beskytte hudens barriere mod skade, der kan lede til en lang række hudlidelser. Det hjælper samtidig med at reducere rødme og størrelsen af hudens porer.
I forhold til pigmentpletter har niacinamid den fantastiske egenskab, at den hjælper med at genopbygge hudceller, hvilket hjælper med at beskytte mod solskade. Samtidig kan B3 have en lysnende effekt på mørkere plamager fra pigmentforandringer.
Retinol er en fantastisk ingrediens til at forebygge eller behandle rynker. Det hjælper nemlig på celleomsættelsen i huden. Af samme grund er det effektivt mod pigmentforandringer, da det hjælper med at bekæmpe forekomsten af melanin og en ujævn hudtone.
Bruger du produkter med retinol skal du dog være ekstra opmærksom på at bruge solcreme og holde dig væk fra solen, da det gør huden mere lysfølsom. Brug derfor eventuelt kun retinol om aftenen og husk ALTID solcreme om dagen, så du ikke forværrer din solskade.
En af de bedste behandlinger, du selv kan give hud med pigmentpletter, er brug af syre i din hudpleje. Der findes en lang række produkter som peelings, ansigtsmasker, serum og ansigtscremer, der indeholder forskellige typer syrer, der er ganske harmløse men meget gavnlige for huden.
Syrer som AHA (glykolsyre), BHA (salicylsyre) og PHA (polyhydroxysyre) hjælper med at eksfoliere hudens overflade for talg og døde hudceller på en nænsom måde. Dermed får huden lettere ved at optage de plejende ingredienser fra din hudpleje, så du får mest muligt ud af produkterne. Syrerne har desuden en lysnende og farveudjævnende effekt på leverpletter, så du over tid kan opleve en mere ensartet hud.
De forskellige syrer har også forskellige styrker, og derfor skal du sørge for at vælge en syre, der passer til din hudtype. Har du en følsom eller sart hud skal du være forsigtig med at vælge for skrappe produkter. Prøv eventuelt azelainsyre eller PHA-syre, der er mildere end de noget skrappere AHA- og BHA-syrer.
Ligesom med retinol skal du være opmærksom på, at huden kan blive mere lysfølsom ved brug af peeling med syre, så husk at beskytte huden med solcreme efterfølgende.
Ligesom med mange andre hudproblemer og tidlige aldringstegn gælder det, at forebyggelse og god pleje er det bedste middel mod pigmentforandringer. Leverpletter og mørke plamager er et tegn på, at din hud har taget skade, så sørg for at passe godt på den i fremtiden for ikke at forværre problemet. Heldigvis er det over tid muligt at gøre rigtigt meget for at forbedre udseendet af huden til trods for pigmentforandring ved hjælp af de rette behandlinger.
Retinol er en af de mest effektive ingredienser i hudpleje. Find alt om supering...
Kollagen er et vigtigt protein for kroppens sundhed. Boost selv din kollagenprod...