Lider du af uren hud?
Så er du langt fra den eneste. Faktisk regner man med at op til 80-90% af alle unge mennesker på et eller andet tidspunkt, i større eller mindre grad, får problemer med bumser og tilstoppede porer. I disse perioder kan man få dårligt selvværd, og man kan føle at det aldrig bliver bedre. Hvis man lider af meget uren hud, skal man have tålmodighed, for en sådan hud tager tid at behandle. For det meste kommer de første urenheder i teenagealderen, og er mest udbredt hos unge mellem 14 og 18 år, men der findes også voksne mennesker, som pludselig oplever at huden bliver mere uren.
Urenheder vil primært komme i ansigtet, på ryggen og på brystet, da det er der talgproduktionen er størst. Det er rigtig vigtigt at man behandler uren hud, da den ellers kan udvikle sig til akne, og så bliver det sværere at komme af med. Desværre er der nogle, som er mere disponible til at få akne, og så er der ikke så meget, man kan gøre, andet end at blive ved med at behandle og pleje huden. En anden ting som er meget vigtig hvis man lider af uren hud, er at man ikke piller og trykker for meget i urenhederne, da dette kan medføre ardannelser.
Nogle gode råd mod uren hud er: Rens huden ofte, og vær sikker på at produkterne er målrettet til en uren hud, sørg for at bruge en god fugtighedscreme, så huden ikke bliver tør. Hvis man bruger makeup er det vigtigt at man bruger en oliefri, som ikke går ind og laver ubalance i hudens tilstand. Skift ofte sengetøj, håndklæder og vaskeklude, da dette er ting, som rigtigt samler på bakterier. Hvis urenhederne sidder meget på ryg og bryst, så sørg for at bruge løstsiddende tøj, og gerne i bomuld.